28. okt. 2012

Lises første indlæg + krydret ribssmoothie


Velkommen til mit første indlæg på Smagsgal!
Jeg har glædet mig meget til at være medskribent her på bloggen.
Jeg er bidt af mad og er ofte i gang med at eksperimentere eller tage billeder af mad. Mit natbord er lige nu fyldt med mindst ti kogebøger og det er da også min foretrukne godnat-læsning.
Min første opksrift her på bloggen bliver en lille opkvikker her i efterårsmørket. Det er en lækker smoothie fyldt med vitaminstruttende ribs og kraftig smag fra både frisk ingefær og chili.
Både æbler og ribs kommer fra mine forældres have. Det er dejligt at vide, at man arbejder med de bedste råvarer krydret med lidt nostalgi fra barndomshjemmet.
Velbekomme!


Krydret ribsmoothie:
(ca. mål)
250 g. frosne ribs
2 dl. jordbæryoghurt
1 dl. minimælk
2-3 danske æbler (søde)
friskrevet ingefær (ca. 1 spsk el. efter smag)
chilipulver (ca. 1 tsk)
1-2 tsk. solsikkefrø

Kernehuset fjernes fra æblerne, der snittes i både. To æblebåde lægges til side til pynt (dryp evt. med citronsaft for at æblebådene ikke bliver brune). Æblebådene, de frosne ribs, mælk og yoghurt blendes til en ensartet masse.
Smoothien smages til med ingefær og chili. Solsikkefrø og æblebåde arrangeres oven på smoothien til pynt.



 

Masser af madhilsner Lise :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar