25. jan. 2013

Grønkålssalat med perlebyg og æbler


Denne salat er et helt måltid i sig selv. Den indeholder mange smagsnuancer og er dejligt mættende. Det er en rigtig vintersalat med grønkålen og perlebyggen, som den gode solide bund. Æblerne og citronskallen frisker salaten op og giver den både syrlighed og sødme.
Dressingen er dog det, der virkelig hiver salaten smagsmæssigt op på et højere niveau. Æbleeddike og citronsaft forener på smuk vis elementerne i salaten med dressingen.



Ingredienser til salaten:
150 g. perlebyg (f.eks. fra Skærtoft Mølle)
En smule salt
200 g. grønkål
2 æbler (helst danske sur-søde, som f.eks. Ingrid Marie eller Belle de Boskoop)
3 små citroner el. 2 i normal størrelse (økologiske)

Ingredienser til dressigen:
1 dl. citronsaft
1 dl. koldpresset rapsolie (eller mild olivenolie)
0,5 dl. æbleeddike
3 spsk. flydende honning
En smule salt (finkornet eller kværnet)
En smule peber (friskkværnet, ca. 4-5 "vrid" med peberkværnen)

Perlebyggen koges efter anvisning på pakken. Hvis man bruger perlebyg fra Skærtoft Mølle, koges perlebyggen i let saltet vand i 15 min. Derefter hældes vandet fra og perlebyggen sættes på køl.
Den indre stængel i grønkålen fjernes og resten af grønkålen skæres i smalle strimler.
Æblerne befries for kernehuset og skæres i tynde både, hvorefter bådene skæres i halve. Æblestykkerne lægges i en skål med vand og lidt citronsaft for at undgå, at de bliver brune.
Med et juliennejern skæres skallen på citroner af i lange dekorative strimler. Citronerne halveres og saften presses ud.
Alle ingredienserne til dressingen hældes i et glas og røres godt i gennem.
Perlebyggen bør nu være afkølet nok til at kunne blandes med grønkålen, æblerne og citronstrimlerne.
Server salaten med dressingen ved siden af, så folk selv kan dosere den.

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar