21. jan. 2013

Tomatsuppe med croutoner


Mørke vinteraftener kalder på varme supper til at genvinde kræfterne.
En suppefavorit her i hjemmet er denne kraftige tomatsuppe, som endda er rimelig let at lave. Suppen bliver ekstra raffineret med de hjemmelavede croutoner på toppen.
Det hjælper en samtidig med at komme af med den stump tørre brød, man ofte har liggende bagerst i køleskabet.
Hvis du vil læse mere om måder at bruge rester på, så gå ind på Stop spild af mads hjemmeside: stopspildafmad.dk


Ingredienser til tomatsuppe:


3 almindelige, hvide løg
12 fed hvidløg (evt. kun 10, hvis du bruger helt nye hvidløg)
2 spsk. olivenolie
5 ds. hakkede tomater
4 spsk. god hønsebouillon i pulverform (f.eks. den fra Oscar ) eller ca. 2 bouillonterninger
1,5 tsk. friskkværnet peber
0,25 tsk. salt

3 spsk. tomatkoncentrat
3 tsk. balsamicoeddike
6 tsk. sukker
5 spsk. fløde
1,5 spsk. tørret basilikum
1 spsk. timian
2 dl. vand

Ingredienser til croutoner:

50 g. tørt, hvidt brød (gerne ciabattabrød eller lignende)
2-3 fed hvidløg - alt efter, hvor meget du elsker hvidløg eller dine medmennesker :)
3 tsk. olivenolie
2 tsk. tørret timian

Fremgangsmåde:

Løgene og hvidløgene til tomatsuppen hakkes groft. Olivenolie varmes op i en gryde (gerne med slip let-bund) og løgene og hvidløgene svitses heri nogle minutter. Herefter kommes resten af ingredienserne til suppen i gryden. Det hele skal småkoge en halv time. Croutonerne kan passende laves, mens suppen småkoger. Når suppen har kogt blendes den direkte i gryden med en stavblender eller i en foodprocessor. Smag suppen til, når den er blendet.

Brødet til croutonerne skæres i små tern på ca. 1 x 1 x 1 cm. Hvidløgene hakkes i meget små stykker og knuses med bagenden af kniven. Olivenolien varmes op i en pande og hvidløgene svitses let. Timianen og brødternene kommes i panden og det hele steges indtil brødternene er lysebrune og sprøde. Hæld evt. croutonerne over på en tallerken med køkkenrulle, så det opsuger lidt af fedtet.

Nu kan tomatsuppen serveres smukt anrettet med croutoner. Velbekomme!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar